Kaj Munk

Kaj Harald Leininger Munk var en dansk præst og dramatiker, der spillede en stor rolle i mellemkrigstidens scenekunst. Som politisk skribent blev han under 2. verdenskrig et vigtigt symbol på den nationale modstand mod både den tyske besættelse og samarbejdspolitikken.

Opvækst

Digterpræsten, der blev myrdet under den tyske besættelse i 1944, blev født i Maribo i 1898. Hans far, garveren Carl E. Petersen, døde da han var blot halvandet år gammel, og hans mor, Mathilde, døde i 1903, da han var fem år. På familiens gravsted på Maribo Kirkegård står forældrenes navne på en udgået egestub og under deres navne var der gjort plads til deres søns navn, men det blev der ikke brug for. 

Kaj Munk voksede op hos sin mors kusine Marie, der var gift med Peter Munk. Det var på vejskrænterne ved barndomshjemmet i landsbyen Opagerskov vest for Maribo, han om foråret så de blå anemoner, hvorom han senere digtede: "Du lille anemone, hvor er din skaber stor!"