Hjem Friluftsguiden Om Naturparken Natur Besøg Naturparken Guidede ture Kultur Links English
flash

Vandstær ved Nørresø og i Hunsåen


Foto: Mogens Hansen 

Vandstær fotograferet i Hunsåen ved stigbordet. Typisk for vandstæren har den en fast siddeplads i åen, her en stor sten. Det karakteristiske hvide bryst ses tydeligt samt den korte gærdesmutteagtige hale. 
Vandstæren er en af de mere sjældne fugle ved Maribosøerne. Vandstæren er istand til at søge føde i og under vandet, hvor den finder insekter, snegle og fiskeæg.

I Danmark forekommer den, som en uhyre sjælden ynglefugl, med 2-6 par yngleforekomster om året. De få par yngler især ved de store jyske åsystemer, men der er som regel også ynglepar på et par bornholmske lokaliteter. Nogle få gange er der også registreret ynglende vandstære på Sjælland, men der er ingen kendte yngleforekomster ved Maribosøerne. 

Som trækgæst er den imidlertid langt mere almindelig og man regner med at Danmark hver vinter (fra oktober/november til marts/april) besøges af over 1.000 fugle fra Skandinavien. Nogle få af disse kan vi være heldige at se ved Maribosøerne. De bedste steder (hvor der er offentlig adgang) er ved Nørresø, ved stigbordet og i Hunsåen samt ved åen mellem Hejrede Sø og Søndersø.  

På fotoet til højre ses vandstæren give lyd fra sig. Den har et hyppigt brugt kald som ofte høres, men faktisk kan man også være heldig at høre en svag sang fra den om vinteren. Det er en form for vintersang eller territoriesang. I vinterkvarteret opdeler vandstærene fødeterritorierne (å-stykkerne) mellem sig og forsvarer dem agressivt. Derfor kan man ofte se små kampe mellem vandstærene, når der er flere tilstede på de bedste territorier.